Sangaften
Tidspunkt
16. September 2026 kl. 19:00

Jesper Kragh
Højskolelærer ved Rønshoved Højskole
Højskolesangbogen prydes af opfordringen: ”Så syng da Danmark, lad hjertet tale”. Det vil vi gøre i aften, når højskolelærer Jesper Kragh præsenterer os for sangbogens kulørte og brogede historie. Engang kunne man fx diskutere, om Jeppe Aa-kjær og Johannes V. Jensen var passende at optage i sangbogen, mens de i dag selvfølgelig hører med til kernen af den danske sangskat. For sangen har altid været en måde, hvorpå man kunne give konkrete erfaringer et poetisk udtryk. Derfor rummer Højskolesangbogen både nogle af de bedste tekster, men også nogle af de bedste melodier i vores kultur. Med den i hænderne kan man træde ind i et æstetisk rum, hvor erfaringer, glæde og smerte har fået et kunstnerisk udtryk. Og det kan man følge igennem de sidste mange hundrede års Danmarkshistorie, som sangbogen ikke bare afspejler, men var med til at forme. Glæd dig til at synge både velkendte og glemte gamle sange og også at lære nogle nye sange at kende.
Jesper Kragh er højskolelærer ved Rønshoved Højskole. Han er uddannet i religions- og musikvidenskab ved Aarhus Universitet, foredragsholder og har arbejdet som organist. Han har igennem mange år samlet på sangbøger fra 1800-tallet, som han vil vise frem til denne sangaftenen.
Sted
Henriette Hørlücks Skole
Slotsvænget 1, 5000 Odense C

Kontaktoplysninger
Email:
kasserer@oh-odense.dk
Telefon:
+45 61 60 54 07
Vil du være medlem?
Har du lyst til at være medlem i vores forening? Klik på knappen nedenfor og udfyld formularen.