Askov Højskole - 18-20/9 2009
Højskoleophold
Bus fra Dannebrogsgade

     
 

Askov Højskole og Odense Højskoleforening udbyder et weekendophold, som afvikles fra fredag den 18. sept. til søndag den 20. sept. 2009. Vi forventer, at der kan blive plads til 100 personer, og nærmere program med tilmeldingsseddel udsendes omkring begyndelsen af december. Der ydes ikke statstilskud til weekendkurser, hvorfor prisen vil være 1650 kr. for ophold på enkeltværelse og 1550 kr. for dobbeltværelse.

 

 
 

 
 

 

Ole Kobbelgaard, der tiltrådte som forstander på Askov Højskole i foråret 2008, har været meget imødekommende og hjælpsom med at få sammensat et godt program, som foruden et par indslag med ham selv er sammensat af indslag med højskolelærerne Ulla Henningsen og Kristian la Cour, provst Hasse Jørgensen, Askov, kommunaldirektør Ole Slot, Vejen, højskolelærer og digter Jens Rosendal, Ballum samt som afslutning en koncert med Anne Mette Balling (sopran) og Lene Buch Rasmussen (klaver).

Askov Højskole blev grundlagt i 1865 som en videreførelse af Rødding Højskole, der jo efter tabet af Sønderjylland i 1864 var kommet til at ligge i Tyskland.

 

Askov Højskole har altid indtaget - og indtager stadig - en særlig position blandt Danmarks højskoler. Forstandere som Jacob Appel og J. Th. Arnfred var med til at gøre, at højskolen tiltrak unge fra andre samfundslag end bondestanden.

Skolen har dannet rammen om mange møder og konferencer samt været udgangspunkt for væsentlige initiativer af såvel politisk som kulturel karakter, og i 2001 blev der i tilknytning til højskolen etableret en efterskole, hvor alle 120 pladser for længst er fuldtegnet til skoleåret 2008/2009.